Vejstrup Valgmenighed

Vejstrup Valgmenighed – en fri grundtvigsk menighed indenfor Folkekirkens rammer

Medlemsskab

Hvordan bliver jeg medlem?

Du kan blive medlem af Vejstrup Valgmenighed ved at kontakte præsten eller formanden og underskrive en indmeldelsesblanket og en forpligtethedserklæring. Sidstnævnte skal bruges til Skat vedr. betaling til valgmenigheden.

Valgmenigheden sørger for, at der bliver givet besked til de myndigheder, der har brug for det. Efter en uge modtager du et brev fra valgmenigheden om dit medlemsskab. Senere vil du modtage et girokort fra regnskabsføreren til indbetaling af dit medlemsbidrag.

Bidrag til valgmenigheden kan betales via PBS - det er langt det nemmeste. Medlemsbidraget udgør 2,5 % af den skattepligtige indkomst og arbejdsmarkedsbidrag, minus personfradrag. Det beløb, du har betalt i medlemsbidrag, kan du trække fra i skat. det betyder, at det reelle medlemsbidrag stort set svarer til det, man betaler i kirkeskat.

Husk, at medlemmer af Vejstrup Valgmenighed stadig er medlemmer af Den Danske Folkekirke, men fritages for at betale kirkeskat, hvis de ønsker at yde bidrag til valgmenigheden efter gældende regler.

Hvordan melder jeg mig ud?

Hvis du ønsker at udtræde af Vejstrup Valgmenighed, gives der en skriftlig besked til præsten eller formanden. Udmeldelse kan ske pr. 1. januar.

Når du melder dig ud, vil du automatisk blive overført som medlem i sognekirken i det sogn, hvor du bor. Husk, at udmeldelse af af valgmenigheden ikke er en udmeldelse af folkekirken. Hvis du ønsker at udtræde af folkekirken, skal du selv efterfølgende melde dig ud hos sognepræsten i det sogn, hvor du bor.

Du kan melde dig ud, når du ønsker det (dog altid pr. 1. januar), men vær opmærksom på, at skattevæsenet kan kræve tilbagebetaling af det skattefradrag, som du får som medlem, hvis du melder dig ud, inden der er gået 10 år efter din indmeldelse. Stattefradraget ydes kun, hvis man forpligter sig på medlemsskab for mindst 10 år.

© Vejstrup Valgmenighed | Web & CMS